Guide med video og billede

Baby og Motorik - Den Store Guide [0 - 14 måneder]

Skrevet af Karina Køppen 28-04-2025

Baby og Motorik - Guide med øvelser, videoer og billeder

Denne guide giver dig en komplet oversigt over babys motoriske udvikling fra 0 til 14 måneder. Du vil derfor altid kunne vende tilbage til denne side, for at se hvad det næste motoriske udviklingstrin er hos din baby.

Nedenfor kan du klikke på den relevante alder for din baby. Her kan du læse mere om de fire vigtigste motoriske milepæle, som din baby vil opnå inden for denne alder. Herunder vil du også kunne finde videomateriale på gode øvelser og lege, som understøtter disse motoriske milepæle.

0-2 måneder (0-12 uger) - Baby og Motorik

Her kan du læse mere omkring motorisk udvikling hos din baby i alderen 0 - 2 måneder. Her præsenteres først en liste over 4 milepæle og herefter bliver der gået mere i dybden med de enkelte milepæle.

Baby og motorik - Milepæle fra 0 til 2 måneder

De 4 vigtigste milepæle fra 0 - 2 måneder

- Hovedkontrol
- Brug af hænder
- Mavetid
- Bevægelige ben

En baby på 2 måneder udvikler sig hurtigt, og der er flere vigtige motoriske milepæle i denne periode. Her er nogle af de mest almindelige milepæle for en baby på 2 måneder:

Milepæl 1

Baby opnår hovedkontrol

Baby opnår hovedkontrol - 0 til 2 måneder

Som nyfødt har din baby næsten ingen hovedkontrol. Når din baby er over 2 måneder, kan baby nu løfte hovedet op imod tyngdekraften i maveliggende. Læs mere om hvordan udviklingen af hovedkontrol foregår i det nedenstående.

0-4 uger

Når din baby er 0-4 uger, vil der være meget begrænset hovedkontrol. Din baby vil have brug for at få støttet hovedet i næsten alle stillinger. I rygliggende vil din baby kunne dreje hovedet fra side til side uden det er helt bevidst.

Her vil der være medbevægelse i resten af kroppen. Når baby drejer hovedet mod højre, vil kroppen trække over mod venstre i en c-form. Hvis ikke der sker en medbevægelse i kroppen i en af siderne, så kan det skyldes spændinger i babys muskler, bindevæv eller led.

I maveliggende vil din baby have svært ved at løfte hovedet op mod tyngden. Hvis du ligger halvt tilbagelænet med din baby på dit bryst, så vil baby kunne løfte hovedet op fra maveliggende i få sekunder.

4-8 uger

Når din baby er mellem 4-8 uger begynder baby at kunne dreje hovedet frit fra side til side i rygliggende. Her kan baby også holde hovedet i midten og kigge let ned efter dig eller legetøj, der er placeret omkring bryst- eller navlehøjde.

I maveliggende kan baby nu løfte hovedet let op fra underlaget og holde det kortvarigt i midten.

8-12 uger

Når din baby er mellem 8-12 uger kan baby nu holde hovedet løftet i maveliggende. Her vil baby også kunne dreje hovedet let fra side til side og holde hovedet i midten.

Milepæl 2

Brug af hænder

Baby bruger hænderne - 0-2 måneder

Som nyfødt vil din baby ikke have nogle viljestyrrende bevægelser af hænderne. Når din baby er over 2 måneder vil baby nu kunne bruge sin hænder aktivt til at tage fat i legetøj. Læs mere om hvordan brugen af hænderne udvikler sig fra nyfødt til knap 3 månedersalderen.

0-8 uger

Baby bliver født med en aktiv griberefleks. Det er en automatisk refleks, der aktiveres, når noget rører ved babys håndflade. Langsomt vil refleksen blive integreret (ikke være aktiv), da baby får flere motoriske færdigheder og muskelkontrol.

I rygliggende vil baby ikke kunne løfte sine arme særlig meget. Bevægelserne af armene vil være ukoordineret og ufrivillige.

8-10 uger

Baby kan nu begynde bevidst at føre sine hænder til munden. Herfra vil griberefleksen begynde at integrere sig (ikke være aktiv), da baby får viljestyrret bevægelse og kontrol af sine hænder.

10-12 uger

Baby kan nu begynde at løfte sine arme op foran kroppen i rygliggende. Ved 12 uger kan din baby begynde at tage fat i legetøj foran kroppen.

Milepæl 3

Mavetid

Baby og mavetid - 0 til 2 måneder

Som nyfødt ligger din baby stadig meget i fosterstilling, hvor arme og ben er holdt inde til kroppen i en “sammenkrøllet” stilling. Det var ligesom den stilling baby havde inde i maven. I takt med at din baby bliver ældre, strækkes kroppen mere ud. Det skyldes ligeledes, at baby bruger sin krop mere og du varierer dine bærestillinger.

0-4 uger

I den første måned af babys liv uden for livmoderen, ses baby stadig være meget foldet sammen. I mavetid ses det ved, at baby ingen støttepunkter har og albuerne er trukket tæt ind til kroppen. Det gør også, at din baby har meget svært ved at løfte sit hoved op under mavetid.

4-8 uger

I den anden måned begynder din baby at folde sig mere ud og kan skabe nogle støttepunkter under mavetid. Baby ligger med støtte på sit bryst og underarme. Underarmene er stadig tæt ind til kroppen, hvor albuerne er placeret bagved skuldrene. Baby kan her begynde at løfte sit hoved aktivt fra maveliggende i kortere tid af gangen.

8-12 uger

Din baby begynder at kunne løfte sig højere op fra underlaget og blive liggende på maven i flere minutter af gangen. Albuerne er nu placeret under skuldrene og baby har støttepunkt på de nederste ribben.

Babys numse og lår skal blive liggende i underlaget mens underben og fødder gerne må være i bevægelse. Baby har en “glat kurve” fra toppen af hovedet og ned langs ryggen. Hvis der kommer en stejl kurve på ryggen, kan det skyldes at albuerne er for langt tilbage og numsen forsøger at løftes op fra underlaget (ligger lidt i en flitsbue). Det vil gøre det sværere for din baby at blive liggende på maven med hovedet løftet i god kvalitet.

Milepæl 4

Bevægelige ben

Baby har bevægelige ben - 0-2 måneder

Igennem de første 3 måneder af din babys liv uden for livmoderen, sker der store ændringer i benenes bevægelser. Baby vil ikke selv kunne styre dem i starten, men gradvist kommer der mere kontrol over kroppen og benenes bevægelser bliver mere viljestyrret.

0-4 uger

Hele kroppen bevæges på én gang og kroppen er let udstrakt. Bevægelserne er ufrivillige og virker lidt “takkende”. Benene holdes i underlaget med let buk i hofterne (fosterstilling).

6 uger

Ved 6 uger kan din baby nu strække sig helt ud. Benene kan stadig ikke løftes aktivt op fra underlaget.

8-12 uger

Din baby har nu styrken og kontrollen til at bevæge sin krop. Benene kan nu løftes op fra underlaget men et buk i hofterne og knæene (90 graders vinkel i både knæ og hofteled).

Gode øvelser med video til din baby og dig

Herunder kan du finde inspiration til 3 øvelser, der er gode at lave med din baby på 0-2 måneder. Disse øvelser hjælper din baby til at få den optimale kontrol af sine muskler og sikre fri bevægelighed af kropslemmerne.

Øvelse 1

Placering af aktivitetsstativet

Når din baby ligger under aktivitetsstativet eller under uroen på puslebordet, så er træningen allerede i gang. Når baby kigger op efter det spændende, aktiveres et stort muskelarbejde. Din baby skal lære at holde hovedet i midten og samtidig aktivere de stabiliserende muskler omkring hals og nakke.

Din baby trækker bagover

Placering af aktivitetsstativet og uro kan have en stor betydning. Hvis det er placeret i øjenhøjde eller endda lidt bagved babys hoved, så vil din baby helt automatisk forsøge at trække sig let bagover for at se og røre ved det. Her vil det være bagsidens muskler der aktiveres. Det kan medvirke til, at din baby begynder at trække sig ind i en bagoverbøjning, laver flitsbue og generelt gerne vil holde sig udstrakt. Hvis det sker, kan det være svært for din baby at få aktiveret sin forsides muskler, som er særligt vigtige når din baby skal lære at trille, gribe op efter legetøj foran kroppen i rygliggende, få fat i sine fødder og senere hen lave krydsmønster (i kryb og kravl).

Hæng legetøjet i navlehøjde

Hvis du i stedet for flytter aktivitetsstativet ned omkring din babys navlehøjde, kan forsidens muskler komme ordentlig i spil. Baby vil her skulle trække hagen lidt ind til halsen. Her aktiveres de dybe halsmuskler, som hjælper til hovedkontrol. Samtidig vil armene forsøge at løftes op foran kroppen. Her kommer coremuskulaturen i spil og fødderne vil begynde at søge op fra underlaget. Alt den her muskelaktivitet og samspil er det perfekte muskelarbejde, som blandt andet forbedrer trillet, kryb og kravl.

Kan din baby ikke kigge ned efter legetøjet?

Hvis din baby stadig har svært ved at kigge ned efter eller tage fat i legetøjet omkring navlehøjde, så kan der være andre årsager til det. Din baby har måske spændinger i nakke eller ryg, eller måske din baby allerede er blevet for stærk i ryggens muskler. Det kan også være at din baby har svært ved at få fat i forsidens muskler, og skal vises vejen til hvordan de aktiveres. I såfald er det en god ide at søge vejledning som en specialiseret børneterapeut.

Øvelse 2

Vend baby rundt i sengen
Baby drejer automatisk sit hoved mod dig

I de første måneder vil din baby være meget søgende på dig som forældre, særligt mor (pga den velkendte duft og evt. mælk hvis baby bliver ammet). Det er først når din baby er mellem 4-8 uger gammel, at baby kan dreje hovedet aktivt fra side til side i rygliggende. Men inden det er en aktiv bevægelse, kan baby også dreje sit hoved af refleks. Baby vil ofte forsøge at dreje hovedet hen mod dig.

Kranieskævhed

Hvis baby som udgangspunkt ligger på den samme måde med dit hoved, vil det kunne forårsage en kranieskævhed. De første 4 måneder af din babys liv uden for livmoder, er kraniet meget blødt og modtageligt overfor ydre tryk. Så hvis din baby ligger med sit hoved på samme måde i lange perioder, så vil kraniet blive udsat for tryk ét sted, hvorfor kraniet blive skævt.

Forebyg kranieskævhed, en huskeregel

En god huskeregel og forebyggelse for kranieskævhed er at vende din baby rundt i sin seng. Så den ene nat vil baby ligge med sit hoved oppe i hovedenden af sengen, hvor baby den næste nat vil ligge med sit hoved i sin fodende. På den måde vil baby søge at dreje hovedet til den ene side den ene nat og den anden side den anden nat. Smart, ikke?

Hvis din baby ikke drejer hovedet efter dig

Hvis din baby allerede har en kranieskævhed (som kan opstå inde i livmoderen eller under fødslen) eller hvis din baby har nogle spændinger, så kan det være at baby ikke kan dreje hovedet frit. Her ville det være en god ide at få undersøgt årsagen nærmere hos en specialiseret børneterapeut.

Øvelse 3

Lav mavetid opad en fast hældning
Din baby skal lære at arbejde mod tyngdekraften

I de første 3 måneder er din baby i gang med at opbygge en masse muskelstyrke. I starten vil din baby ikke kunne løfte sit hoved op mod tyngdekraften. Gradvist bliver din baby stærkere og får mere kontrol over sin krop. Din baby skal her lære at skabe støttepunkter til underlaget og gradvist flytte sine arme længere frem foran kroppen.

God kvalitet i mavetid

Det kan være svært for din baby at få en god kvalitet i mavetid, da det kræver at musklerne på begge sider af kroppen arbejder sammen. Hvis din baby har nogle spændinger, en favoritside, ondt i maven, refluks eller en ubalance i muskelstyrken, så vil det blive svært at løfte hovedet. Her vil din baby forsøge at bruge kompenserende strategier for at få og holde hovedet løftet fra underlaget.

Gør det nemmere at løfte hovedet

Du kan hjælpe din baby med at bruge mindst mulig energi i mavetid. Når din baby ikke skal kompensere, så vil der være mere overskud og energi til at arbejde med den gode kvalitet i mavetid. Hvis vi ændre på hældningen baby ligger på maven på, så vil det blive nemmere. Her fjernes noget af tyngdekraftmodstanden og baby vil ikke skulle løfte sit hoved lige så højt for at kunne følge med i hvad der sker omkring en.

Brug en fast hældning

Læg din baby op af et fast jævnt underlag med en hældning (f.eks. en fast puslepude med en bog under, en skråpude, bobles krokodillen, modu brættet eller lignende). Hvis du samtidig flytter legetøj ned så det er placeret under babys hovedhøjde, så vil det blive meget nemmere for babys muskler at arbejde lige meget på både for- og bagsiden af kroppen.

Er mavetid stadig svært?

For nogle babyer er der for store udfordringer til, at mavetid på en fast hældning hjælper tilstrækkeligt. Opsøg en specialiseret børneterapeut for en vurdering og konkret vejledning, hvis din baby stadig er utilfreds i mavetid, flyver med arme og ben, kommer meget højt op på sine arme, ofte vælter om på ryggen igen eller har svært ved at løfte hovedet.

3 til 5 måneder - Baby og Motorik

Her kan du læse mere omkring motorisk udvikling hos din baby i alderen 3 - 5 måneder. Her præsenteres først en liste over 4 milepæle og herefter bliver der gået mere i dybden med de enkelte milepæle.

Baby og Motorik fra 3 til 5 måneder

Milepæl 1

Mavetid med aktive arme og krydsmønster

Mavetid med aktive arme og krydsmønster - 3 til 5 måneder

Nu begynder det at tage fart med din babys mavetid. Din baby får meget bedre styr på sine arme og kan begynde at undersøge og lege med legetøj i mens din baby ligger på maven.

3 måneder

Din baby har nu lært at flytte sine albuer frem foran skuldrene, så brystkassen kan løftes en smule fra underlaget. Din baby begynder at kunne skubbe fra ned gennem underarmene, hvorfor din baby ser “højere ud” i maveliggende. Når legetøj er placeret lige foran hænderne, så vil din baby kunne begynde at lege med det.

4 måneder

Din baby begynder at kunne have støtte længere ude på armene, så albuerne kan løftes fra underlaget og hænderne begynder at skubbe fra i underlaget. Her ses det ligeledes, at din baby får løftet mere af din forside fri fra underlaget. Nu vil du kunne få en hånd ind under din babys bryst og øverste del af maven.

4,5-5 måneder

Fra 4,5 måned vil din baby under mavetid begynde at arbejde i et krydsmønster. Det betyder, at din baby kan flytte sin vægt hen på den ene underarm, for at kunne løfte den modsatte arm op fra underlaget efter spændende legetøj ved siden af.

Samtidig vil din baby lave et støttepunkt på modsatte knæ. Dette gøres ved, at knæet bukket let op og laver et “frølår” (hvor knæet er trukket ud til siden af kroppen og bukker let i hoften). Det er dette krydsmønster, din baby skal bruge for at kunne krybe og kravle med symmetri.

Ved 5 måneder vil din baby kunne begynde at pivotere. Her vil din baby lave små rotationer, så baby drejer let rundt om sig selv i maveliggende. Din baby skal kunne dreje lige meget rundt om begge sider af kroppen.

Når din baby begynder at lave krydsmønster under mavetid og pivotere rundt om sig selv, skal du være særligt opmærksom på sideforskelle. Hvis din baby oftere ligger med vægten på den ene arm og bruger den anden til at lege med, kan det være et udtryk for favoritside. Det samme gør sig gældende, hvis din baby oftere drejer mod den samme side i pivotering.

Milepæl 2

Triller fra ryg til mave

Baby triller fra ryg til mave - 3 til 5 måneder

I rygliggende vil din baby nu begynde at kunne føre armene ude fra siden af kroppen og ind til midten af kroppen. Når din baby begynder at kunne krydse den ene arm ind over midten af kroppen, er det et udtryk for, at trillet fra ryg til mave er på vej.

3-4,5 måneder

I rygliggende kan din baby nu tage fat i legetøj, der ligger ved siden af babys krop. Baby vil tage fat i legetøjet med armen på samme side som legetøjet.

5 måneder

I rygliggende kan din baby nu krydse midten af kroppen med armen. Hvis baby ligger under et aktivitetsstativ, vil du se, at din baby eksempelvis tager højre arm op fra underlaget, krydser ind over midten af kroppen, for at tage legetøjet der hænger til venstre for kroppen. Din baby vil derfor kunne trille fra ryg til siden. Din baby skal gerne kunne krydse midten af kroppen med begge arme og derfor trille fra ryg til sideliggende hen over begge sider.

6 måneder

Din baby kan nu trille fra ryg til mave hen over begge sider. Et trillemønster med god kvalitet, ses ved, at din baby kan løfte hovedet og fra underlaget når baby ligger på siden. Samtidig vil din baby holde sit hoved i forlængelse af rygsøjlen uden at trække hovedet bagover under trillet. Dette mønster i tril skal din baby gerne kunne lave hen over begge sider af kroppen. Hvis din baby ændrer i mønsteret eller kun triller hen over den ene side, så kan det skyldes en favoritside. Dette vil du ofte også kunne se i måden din baby bruger sine hænder på i maveliggende og i pivotering. (læs mere om dette i ovenstående afsnit “mavetid med aktive arme og krydsmønster”)

Milepæl 3

Aktive ben

Baby har aktive ben - 3 til 5 måneder

Fra 3 til 5 måneder begynder din baby at få en god kontrol over sine ben. Benene begynder at være mere aktive og bruges aktivt i både trillet, krydsmønster i maveliggende og pivotering.

3 måneder

Tidlig fase (2-3 måneder)

I rygliggende vil din baby nu kunne løfte sine ben aktivt op fra underlaget og have en 90 graders vinkel i hofte- og knæleddene. Det ses ved at benene løftet fri fra underlaget og knæene er bukket, således at underbenene holdes nogenlunde parallelt med underlaget.

4 måneder

Din baby kan nu røre ved sine lår i rygliggende.

5 måneder

Ved 5 måneder vil din baby kunne tage fat i sine knæ og underben i rygliggende. Det passer med at baby her vil begynde at kunne trille fra rygliggende til siden, hvilket baby også bruger sine ben til.

Milepæl 4

Begynder på mad, den optimale siddestilling

Baby begynder på mad - Den optimale siddestilling - 3 til 5 måneder

Det anbefales at babyer begynde at blive introduceret til fast føde mellem 4-6 måneders alderen. Dog er det op til den enkelte familie og baby at finde ud af, hvornår, hvad og hvor meget mad baby skal have i opstartperioden. Når din baby starter op på mad, er det vigtigt at din baby har de bedste forudsætninger for at indtage maden uden risiko for at fejlsynke. For at mindske risikoen for fejlsynkning, skal din baby være siddende i en oprejst position. Det kan enten være for dig eller i en højstol for sig selv. Hvis din baby eksempelvis ligger i en babyindsats til triptrapstolen, så vil din baby have svært ved at få den optimale position af spiserøret, hvorfor risikoen for fejlsynkning øges.

Mindsk risikoen for fejlsynkning

Prøv at sætte din baby oprejst i en triptrap stol med et “babysæt” til. Babysættet indeholder en bøjle med mindre omkreds samt et ekstra rygstøtte. Nogle babyer har stadig en for lille omkreds til at få tilstrækkeligt støtte af babysættet. Her vil jeg anbefale, at rulle et håndklæde sammen og placere rundt om din baby, der hvor støtten mangler. Det kan enten være hele vejen rundt om din baby, kun i ryggen eller fortil. Din baby vil her få mere støtte omkring hofterne og coremuskulaturen. Dog skal din baby stadig selv være stærk nok til, selv at kunne opretholde en stabilitet af den øverste del af kroppen og hovedet.

Hvad gør jeg hvis min baby ikke er stabil nok?

Din baby er placeret oprejst i en højstol med babysættet, fodstøtte og eventuelt et sammenrullet håndklæde, men taber stadig hovedet eller mister stabiliteten i overkroppen. Dette er et udtryk for, at din baby er for lille til at sidde selv i en højstol, da din baby stadig har brug for yderligere støtte og/eller har manglende stabilitet til at sidde selv. Placer her din baby oprejst på dit skød med tæt støtte af din arm omkring babyen.

Må min baby nu sidde selv på gulvet?

Selvom din baby kan sidde oprejst i en højstol med eller uden støtte, vil din baby som udgangspunkt stadig ikke være stærk nok til at sidde selv uden støtte på et gulv. I spisesituationer vil din baby i kortere tid sidde oprejst med støtte af kroppen samt fodstøtte. Her vil din baby have bedre forudsætninger for at lære selv at spise og bruge hænderne til dette.

Hvis din baby placeres i siddende på gulvet, er din baby ofte ikke stærk nok til at opretholde den korrekte støtte omkring sin rygsøjle. Dette kan resultere i, at din baby enten falder sammen i ryggen eller spænder op i overdreven grad. Når din baby har lært selv at komme ind og ud af siddende til maveliggende eller kravlestilling, så har din baby opbygget den korrekte styrke til at være siddende selv.

Gode øvelser med video til din baby og dig (3-5 måneder)

Herunder kan du finde inspiration til 3 øvelser, der er gode at lave med din baby på 3-5 måneder. Disse øvelser hjælper din baby til, at kunne forebygge eller udligne eventuelle favoritsider. Ligeledes vil øvelserne lære din baby at lave et krydsmønster, som skal bruges til trillet, kryb og kravl.

Øvelse 1

Hjælp med at trille med hovedkontrol

Når din baby skal lære at trille, så er det vigtigt at baby har en god kontrol over sit hoved. Det vil ses ved, at din baby kan løfte sit hoved op fra underlaget i sideliggende. Derudover skal din baby kunne holde sit hoved i forlængelse af rygsøjlen uden at trække hovedet bagover.

Der kan være forskellige ting der kan indikere, at din baby ikke har den tilstrække muskelstyrke på en eller begge sider af kroppen til at kunne trille på optimal vis. Dette ses ved, at din baby ikke kan løfte sit hoved op fra underlaget under trillet fra ryg til mave. Du vil ligeledes kunne ses det ved at din baby trækker hovedet og eventuelt kroppen bagover. Hvis din baby kun triller hen over sin ene side, så kan det ligeledes være et udtryk for, at din baby er stærkere på den ene side af kroppen sammenlignet med de anden.

Hvordan hjælper jeg min baby til at trille med god kvalitet?

For at din baby skal kunne trille med god kvalitet, er det særligt vigtigt, at din baby har en god muskelstyrke og kontrol omkring sit hoved og nakke. Når du skal guide din baby i bevægelserne, så er en god huskeregel “jo højere oppe og tættere på babys hoved dine hænder er placeret, desto mere støtte giver du din baby”. Du skal lære din baby at få aktiveret sine dybe halsmuskler og musklerne på siden af babys nakke og krop. Det kan du gøre ved at placere dine hænder hensigtsmæssigt på din babys krop under trilletræning.

Brug dine hænder under trilletræning

Når din baby skal lære at trille, er det særligt vigtigt, at din baby får aktiveret musklerne omkring halsen, da det sikrer en god hovedkontrol. Derudover skal baby lære at skabe et godt sammenspil mellem forsidens- og bagsidens muskler. Når din baby er omkring 3 måneder, vil baby ofte begynde at kunne løfte hovedet op fra underlaget i sideliggende. Her har baby ofte brug for støtte i starten for at kunne lykkes med dette.

Trilleteknikken der vises på linket, er særlig god til de babyer som, har svært ved at løfte hovedet op fra underlaget eller holde hovedet på linje med kroppen eller trækker hovedet og eventuelt kroppen bagover under tril.

Tryk på linket for at se en udførlig video af hvordan du på bedst mulig vis hjælper din baby til en optimal trilleteknik.

Hvornår skal jeg søge hjælp?

Hvis din baby stadig ikke kan løfte hovedet op fra underlaget eller trækker hovedet bagover i trillet, så opsøg en børneterapeut for videre vejledning. På mine BabyTummel hold er der et stort fokus på at gøre dine hænder kompetente til at understøtte din babys motoriske udvikling.

Øvelse 2

Lav krydsmønster i mavetid

Fra ca 4,5 mdr vil din baby ofte begynde at kunne krydse sin egen midtlinje både i rygliggende og maveliggende. For at baby skal kunne trille, så skal baby først være i stand til at flytte den ene arm hen til den anden side (krydse midtlinjen i rygliggende) og lave skrå vægtbæring (vægt på den ene arm og modsatte knæ i maveliggende).

Undersøg om din kan lave krydsmønster i maveliggende

For at undersøge om din baby kan lave krydsmønster i maveliggende, kan du placere noget spændende legetøj lige ved siden af den ene skulder. Se her om din baby vælger at lægge sin vægt hen på modsatte arm og laver et “frølår” på samme side som legetøjet (knæet bukkes let op til siden). Hvis din baby kan gøre dette, så vil armen på samme side som legetøjet, kunne løftes fri fra underlaget, for at tage fat i legetøjet. Her arbejder din baby hen over midten af sin krop, så begge hjernehalvdele aktiveres.

Hvorfor har min baby svært ved at lave krydsmønster i mavetid?

Nogle babyer kan have udfordringer med det. Årsagen til dette kan være, at baby enten har svært ved at bruge sine underarme til at skubbe i underlaget under mavetid. Det kan ligeledes skyldes at din baby har svært ved at aktivere sine skråmavemuskler og sidemuskler. Derudover kan det skyldes at, din baby har svært ved at aktivere hjernehalvdele på samme tid i et krydsmønster eller fordi din baby har en favoritside med styrkeforskel.

Hvordan kan jeg hjælpe min baby?

Hvis din baby ikke kan lave en vægtoverføring (flytte vægten fra midten og hen på den ene side) så klik på denne video. Her vil du kunne se hvordan du kan hjælpe dit barn til at få bedre forudsætninger for, at kunne lave en krydsmønster.

Hvis din baby kryber ensidigt, så vil øvelsen på videoen også være en gavnlig at lave. Ensidigt kryb opstår ofte fordi baby kan have vægtbæring i et kryds over kroppen (vægt på den ene arm og modsatte ben) men ikke i det modsatte krydsmønster.

Det kan være en god ide at opsøge en specialiseret børneterapeut, for at få flere konkrete værktøjer til at hjælpe din baby. Dette vil også kunne være en god forebyggende indsats, til at hjælpe din baby med at kunne krybe og kravle med et symmetriske krydsmønster.

Øvelse 3

Kryds midtlinjen i rygliggende

Når din baby er omkring 4 måneder skal baby i rygliggende kunne løfte den ene arm og føre den først ind til midten af kroppen (på linje med navlen) og hen over det modsatte bryst. Her er det vigtigt, at din baby kan gøre det med begge arme, hvor armene kan krydse lige langt og kontrolleret ind over midten, for at kunne tage fat i spændende legetøj.

Har din baby svært ved at løfte armene op foran kroppen?

Hvis din baby har svært ved at lykkes med dette, så hold den ene hånd nede i underlaget og se om du kan motivere den modsatte arm til at løftes op fra underlaget og efterfølgende ind mod midten. Det er vigtigt at du holder legetøjet omkring navlehøjde. Dette skyldes at din baby her skal aktivere sine dybe halsmuskler samt sin coremuskulatur, frem for at trække hovedet tilbage. Derudover er det vigtigt at legetøjet er placeret i en højde hvor baby kan nå legetøjet, når armene løftes fra underlaget.

6 til 8 måneder (25 - 35 uger) - Baby og Motorik

Her kan du læse mere omkring motorisk udvikling hos din baby i alderen 6 - 8 måneder. Her præsenteres først en liste over milepæle og herefter bliver der gået mere i dybden med de enkelte milepæle.

Baby og Motorik - 6 til 8 måneder

En baby på 2 måneder udvikler sig hurtigt, og der er flere vigtige motoriske milepæle i denne periode. Her er nogle af de mest almindelige milepæle for en baby på 2 måneder:

Milepæl 1

Fanger fødderne

Baby tager fat i fødderne - 6 til 8 måneder
6 måneder

Når din baby er 6 måneder, vil baby begynde at kunne tage fat i begge fødder med hænderne i rygliggende. Her bruger baby sin coremuskulatur, hvor bl.a. de dybe- og de skrå mavemuskler er meget aktive. Din baby bruger samtidig sine muskler omkring skuldre og brystmuskulatur for at kunne skabe stabilitet og god kontrol over brugen af armene. Hvis din baby ikke kan tage fat i sine fødder, så kan det skyldes nedsat styrke på forsiden af kroppen (f.eks. i de dybe mavemuskler). Det kan også skyldes spændinger langs ryggen eller bækkenet, som begrænser din babys bevægelighed. Nogle babyer kan kun få fat i den ene fod. Det kan skyldes, at din baby har øget styrke på den side af kroppen, hvor foden kan nås. Ofte vil du også kunne se det ved, at baby kun triller hen over den ene side.

7 måneder

Ved 7 måneder vil din baby begynde at tage sine fødder i munden. Det er ikke alle babyer, der synes det er lige så spændende at spise sine fødder som andre. Det er dog vigtigt at vide, om din baby har bevægeligheden til at kunne føre fødderne i munden. Når din baby kan føre sine fødder til munden har din baby fuld styring over hele sin rygsøjle.

Milepæl 2

Vil fremad i mavetid

Baby vil fremad i mavetid - 6-8 måneder

Mellem den 6 til 8 måned af din babys liv, vil der ofte ske en masse ting under mavetid. Din baby begynder at være langt mere aktiv og vise mere initiativ til at komme fremad. Hvis din baby gerne vil kunne komme fremad men endnu ikke lykkes, kan det skabe en del frustration hos din baby. Dette resulterer ofte i, at lydniveauet stiger og din baby har brug for mere fysisk støtte og kontakt fra dig.

6 måneder

Ved 6 måneder vil din baby ofte begynde at “flyve” mere i mavetid. Det ses ved, at din baby løfter begge arme op fra underlaget. Ofte vil benene også blive løftet op fra underlaget. Det er helt i orden at din baby flyver i mavetid, så længe at baby efterfølgende kan sætte sine hænder og arme ned i underlaget igen med god støtte. Grunden til at din baby omkring 6 måneder begynder at flyve i mavetid, er fordi baby er ved at lære at bruge sin krop på ny. Din baby skal nu kunne bruge flere kræfter og energi, for at lære at komme fremad i kryb og kravl. Når baby flyver i mavetid er det ofte også et udtryk for, at baby er meget ivrig og nysgerrig.

Hvis baby som udgangspunkt flyver i mavetid, så skal du være opmærksom på, hvad årsagen er. Hvis baby ikke kommer ned og hviler på sine arme undervejs, så kan det skyldes at din baby enten er ved at være træt og har brug for en pause. Det kan også skyldes at din baby har en overaktiv bagside, hvorfor samspillet mellem forsiden og bagsidens muskler ikke er i takt.

I 6 måneders alderen vil mange ligeledes opleve, at baby begynder at “bakke” sig baglæns under mavetid. Det sker ofte fordi din baby er begyndt at komme op på strakte arme, men endnu ikke kan finde ud af at genere nok kræfter til at komme fremad. Når din baby bakker, kan det også være et udtryk for, at din baby gerne vil fremad, men ikke har kræfterne eller teknikken til det endnu. Det kan også skyldes at din baby ligger på et for glat underlag, der gør det svært for din baby at komme fremad. Se om din baby bedre kan skubbe sig fremad, hvis baby ligger på et skridsikkert underlag, f.eks. på et legegulv eller oppe i sengen.

7-8 måneder

Ved 7-8 måneder vil din baby begynde at krybe fremad. Ofte vil krybet starte ensidigt, hvor det kun er én arm og det modsatte ben, der anvendes. Efter en kort prøveperiode (timer eller få dage), vil krybet begynde at være symmetrisk, ved brug af krydsmønster på tværs af begge kropsdele. Hvis din baby fortsætter med at krybe ensidigt, kan det bl.a. skyldes en tidligere eller fortsat favoritside. Ofte har din baby haft mere vægtbæring på den ene arm sammenlignet med den anden. Det kan ses ved, at din baby ofte har brugt den samme arm til at lege med i maveliggende. Hvis din baby eksempelvis bruger venstre ben og højre arm (den arm der bukkes ind til og foran kroppen), så har din baby med stor sandsynlighed vægtbæring på højre arm, mens venstre side af kroppen trækkes smal. Måske har din baby mest eller kun har trillet hen over højre side eller oftere brugt venstre arm til at lege med?

For at sikre, at din baby har de bedste forudsætninger for at kunne kravle med krydsmønster og symmetri, skal din baby være lige stærk på hver side af kroppen. Din baby vil godt kunne fortsætte med at krybe énsidigt, men stadig være lige stærk på hver side af kroppen. Det er dog vigtigt at finde årsagen til hvorfor din baby fortsat kryber ensidigt, samt at vide at din baby er stærk i begge sider af sit krydsmønster. Dette vil en specialiseret børneterapeut kunne vurdere.

Milepæl 3

Aktiv faldreaktion

Baby har en aktiv faldreaktion - 6 - 8 måneder

Din baby fødes med nogle primitive reflekser. Det skyldes, at vi som spædbørn er hjælpeløse og vi er afhængige af omsorgspersoner. De primitive reflekser er derfor vigtige for vores overlevelse, for bl.a. at få føde og beskytte os selv. Løbende vil disse primitive reflekser blive integreret i takt med at baby får viljestyrede bevægelser. Det ser vi bl.a. ved griberefleksen og mundens søgerefleks.

Efterhånden begynder baby at få posturale reaktioner, som bl.a. hjælper din baby til at opretholde sin balance og kropsholdning. De posturale reaktioner er en vigtig del af at kunne styre kroppen. De gør det muligt for os at stå, gå og bevæge os uden at falde. De posturale reaktioner er nogle der opstår løbende og som vi bliver ved med at have og anvende igennem hele livet.

6 - 7 måneder

Når din baby er mellem 6-7 måneder, vil baby få en aktiv faldreaktion til siderne. Det betyder at hvis baby f.eks. placeres i siddende og hurtig vælter eller vippes til siden, så vil baby sætte sin hånd i underlaget, på samme side som baby væltes til. Det er vigtigt, at din baby kan gøre det til begge sider. Hvis det kun er den ene arm, der kan tage fra, kan det bl.a. skyldes at din baby er vant til at have mere vægtbæring på den arm.

Hvis din baby f.eks. sættes oprejst på gulvet inden din baby selv kan komme ind og ud af stillingen, så vil denne posturale reaktion ofte heller ikke være til stede endnu. Din baby vil derfor ikke kunne bruge sin krop optimalt og i stedet ofte spænde hensigtsmæssigt op for at kunne holde sig oprejst i stillingen.

8 - 9 måneder

Når din baby er mellem 8-9 måneder begynder baby at have en aktiv faldreaktion fremover. Dette ses ved, at hvis din baby hurtigt lænes eller falder forover, så vil baby sætte hænderne i underlaget, frem for at tage fra med ansigtet. Her kan du være opmærksom på, om din baby er lige aktiv med begge hænder. Hvis ikke, kan det skyldes at der er en favoritside eller øget opmærksomhed på en af hænderne/armene.

Milepæl 4

Triller fra mave til ryg

Baby kan trille fra mave til ryg - 6 til 8 måneder

Når din baby er 6 måneder vil din baby kunne trille fra ryg til mave hen over begge sider. Dog er der nogle babyer som først lærer at trille fra mave til ryg. Her er det dog vigtigt at skelne mellem om det er bevidst og med en god kvalitet i bevægelsen, eller om trillet her skyldes at din baby f.eks. mister balancen i maveliggende.

Trillet fra mave til ryg forventes først at ske aktivt ved 7 måneders alderen. Dog er der mange babyer der ikke finder det interessant at ligge på ryggen længere, hvorfor de ikke bruger energi på at trille tilbage om på ryggen. Nogle babyer vil lære at de kan flytte sig fra et sted til et andet ved at trille derhen. Disse babyer vil ofte trille fra mave til ryg og tilbage igen tidligere end 6-7 måneder. Hvis din baby ikke kan trille fra maven til ryggen ved 7 måneder, så se i stedet på, om din baby er nysgerrig i maveliggende. Hvis din baby er ivrig eller viser tegn til at ville krybe frem i maveliggende, så er din baby nok mere motiveret for at blive liggende på maven, frem for at trille tilbage om på ryggen.

Gode øvelser med video til din baby og dig (6 - 8 måneder)

Herunder kan du finde inspiration til 3 øvelser, der er gode at lave med din baby på 6-8 måneder. Disse øvelser hjælper din baby til, at kunne forebygge eller udligne eventuelle favoritsider. Ligeledes vil øvelserne lære din baby at lave et krydsmønster hen over begge sider af kroppen. Din baby vil kunne lære at krybe og bruge begge hænder aktivt i underlaget.

Øvelse 1

Ændre underlaget for at motivere til kryb

Fra 7-8 måneders alderen vil din baby ofte begynde at kunne krybe fremad. Når din baby skal lære at krybe, kræver det, at baby har et aktivt krydsmønster og begge sider af kroppen samt en god muskelstyrke i særligt coremuskulaturen, omkring skuldrene og hofterne. I krybet har din baby en større understøttelsesflade, da det meste af kroppens forside er placeret i underlaget.

Når din baby skal krybe frem, så vil baby ofte lægge sin vægt over på den ene arm og trække fra med denne arm i underlaget (underarmen trækkes tæt ind mod brystet) samtidig med at modsatte fod skubber fra i underlaget med indersiden af foden.

For at din baby skal have de bedste forudsætninger for at lære at krybe, så skal din baby kunne stå godt fast i det underlag som øves på. Hvis du ser din baby bakke/skubbe sig baglæns, så er det tit et udtryk for at din baby gerne vil komme fremad men ikke har kræfterne til at stå imod på underlaget og få ført sin krop fremad.

Når din baby skal lære at krybe, så lad baby ligge på et skidsikkert underlag med bar hud på både ben og underarme. Det vil gøre, at din baby har meget nemmere ved at stå fast. Når din baby så bruger sine kræfter, vil baby nemmere kunne skubbe sig fremad.

Du vil også kunne prøve at lægge din baby op i din seng eller på sofaen. Her har babys fødder ofte nemmere ved at søge ned i underlaget og skubbe fra. Her skal du dog være opmærksom på at din baby ikke får trillet rundt eller skubbet sig ud over kanten.

Øvelse 2

Kom og op ned af siddende til favn hen over siden

Du løfter din baby utrolig mange gange op fra gulvet, puslebordet eller lignende i løbet af dagen. Prøv at tænk hvis du 80 % af gangene gjorde løftet til aktiv træning for din baby? Hver gang du skal have din baby op og ned fra rygliggende til din favn, så kan du hjælpe din baby til at træne styrken i både armene, side- og coremuskulaturen.

Derudover lærer du din baby både at holde igen i sine muskler, når baby skal lægges fra dig (excentrisk træning) og trække musklerne sammen, når baby skal op igen (koncentrisk træning).

Du kan allerede starte med at øve dette fra din baby er nyfødt og indtil din baby selv kan komme fra rygliggende til siddende (omkring 8-10 måneder). Som nyfødt skal din baby have stor hjælp til at støtte sit hoved. Gradvist skal din baby have mindre støtte, da baby selv kan lave en stor del af arbejdet.

Fra ca. 6-7 måneder vil din baby have lært at bruge sine arme ud til siden af kroppen. Ligeledes vil din baby begynde at have en god styrke i sine side- og coremuskler, hvorfor din baby har brug for minimal støtte til selv at kunne komme op og ned fra favn til rygliggende.

Tryk på linket for at se en udførlig video af, hvordan du lærer din baby at komme ind og ud af rygliggende til din favn. Her vil du ligeledes kunne læse en mere dybdegående beskrivelse af, hvad du skal være opmærksom på i udførslen.

8 til 10 måneder (36 - 43 uger) - Baby og Motorik

Her kan du læse mere omkring motorisk udvikling hos din baby i alderen 8 - 10 måneder. Her præsenteres først en liste over milepæle og herefter bliver der gået mere i dybden med de enkelte milepæle.

Baby og Motorik - 8 til 10 måneder

En baby på 8 - 10 måneder har udviklet betydelige motoriske færdigheder, og der er flere vigtige milepæle i denne alder. Disse milepæle er afgørende for deres mobilitet og selvstændighed. Her er de vigtigste motoriske milepæle for en baby på 8 - 10 måneder:

Milepæl 1

Sætter sig selv op

Baby sætter sig selv op - 8 til 10 måneder

Omkring 8 måneders alderen vil din baby begynde at kunne sætte sig selvstændigt op. Enten fra en kravlestilling eller fra rygliggende til siddende. Det er nemlig først her, din baby forventes at kunne bruge sine strakte arme ud til siden af kroppen. Måden din baby kommer op til siddende på, vil ofte være ved at komme fra maveliggende op på strakte arme (eventuelt i kravlestilling), og derefter skubbe sig sidelæns op til siddende på numsen.

Inden din baby kan komme helt op i siddende, vil din baby omkring 7-8 måneder begynde at sætte sig i en “havfruestilling”. Dette ses ved, at din baby sidder med fødderne pegende i samme retning ud til siden af kroppen samtidig med at den modsatte arm er strakt med hånden i underlaget. Herfra vil din baby lære at flytte benene ind foran kroppen og skubbe fra med armen i underlaget for at komme det sidste stykke op til siddende.

For at din baby kan bruge sin krop symmetrisk, skal baby kunne sætte sig i havfruestilling og komme helt op til siddende hen over begge sider af kroppen. Efterfølgende skal din baby kunne komme ud af den siddende stilling igen, ved enten at komme ned i maveliggende eller op i kravlestilling. Dette skal din baby også kunne gøre hen over begge sider af kroppen. Hvis du ser at din baby ofte kommer ind og ud af siddende på gulv hen over den samme side af kroppen, kan det skyldes en favoritside som følge styrkeforskel i kroppen eller evt. spændinger omkring hofteregionen. Det kan her være en fordel af få lavet en vurdering hos en specialiseret børneterapeut.

Milepæl 2

Baby kan kravle

Baby kan kravle - 8 - 10 måneder

Fra 9 måneders alderen vil din baby begynde at kravle med krydsmønster. Dette betyder, at din baby holder begge knæ, fødder og hænder i underlaget. En arm og modsatte ben flyttes sammen, hvorefter modsatte arm og ben flyttes frem. Dette er et symmetrisk krydsmønster. Ligeledes skal din baby lave lige lange træk med hver arm og knæ under kravlet.

Kravlet er en utrolig vigtig milepæl, da baby får en uundværlige vægtbæring i både hofteled og skulderled. Din baby skal lære at holde sin ryg ret og stabil mod tyngdekraften. Samtidig arbejder din baby meget med stabiliteten omkring sine hofter og på indersiden af lårerne. Det ses ved at baby kan holde sine knæ i en lige linje under hofterne, i stedet for at knæene og benene falder ud til siden.

Når din baby starter med at kravle, vil du ofte se at knæene er placeret længere ude til siden af kroppen, fordi din baby endnu ikke har opbygget den nødvendige styrke omkring hofter og på indersiden af sine lår. Inden for de første par uger skal du kunne se at knæene bliver mere centreret ind under hofteleddet. Hvis din baby kravler på et glat underlag, f.eks. trægulv, og har stof på sine knæ, så kan det blive mere udfordrende at holde benene samlet under hofterne.

Afvigende kravleteknik

Når din baby stadig er i opstartsfasen på kravlet, vil der ofte være mere en hoftebreddes afstand mellem knæene. Der kan også være et lille svaj i lænden, men det skal gerne hurtigt udligne sig, for at din baby har den optimale styring og stabilitet af rygsøjlen.

Hvis din baby kravler med et ben oppe (tarzankravl), trækker sig frem på numsen eller “taber” maven under kravlet, så kan det være et udtryk for en ubalance i babys krop. Dette kan enten skyldes en tidligere favoritside, hvor den ene sides muskler eller krydsmønster er stærkere end den anden. Det kan også skyldes spændinger som begrænser babyen i at kunne bruge sin krop i et optimalt krydsmønster. Derudover kan det skyldes øget mobilitet i babys led, som gør det svære for baby at opretholde stabilitet omkring sin led og muskler. Dette vil du kunne få vurderet hos en specialiseret børneterapeut.

Milepæl 3

Rejser sig op

Baby rejser sig op - 8 - 10 måneder

Når din baby er mellem 9 til 10 måneder, vil din baby ofte kunne rejse sig op ved møbler. Din baby skal kunne rejse sig op fra kravlestilling eller siddende på gulvet til stående igennem en “frierstilling”. Dette betyder, at din baby tager det ene ben op foran kroppen med foden i underlaget og buk i knæet (ligesom hvis nogen vil fri til en anden). Herfra vil din baby kunne rejse sig op til stående ved støtte til møblerne foran sig.

Det er vigtigt at din baby kan rejse sig op ved brug af frierstilling i begge ben, så det både er det højre ben og venstre ben der skiftevis kan være i denne stilling. Hvis din baby altid rejser sig op med det samme ben i frierstilling, kan det skyldes en ubalance i vægtbæring på benene. Din baby vil ofte stå med mere vægt hen over det ben der bliver i underlaget, mens det ben der står i frierstilling stabiliserer.

Trækker sig op i armene

Mange babyer kommer op til stående ved at trække sig op i armene. Her vil benene ofte følge med ved at begge ben strækkes samtidig. Når din baby trækker sig op til stående med armene, så er det overkroppen din baby bruger. Det medfører ofte, at din baby har svært ved at skabe stabilitet og opbygge tilstrækkelig styrke i sine ben.

Dette vil gøre det svære for din baby at lære at stå og gå sidelæns med god kvalitet, da dette kræver en god kontrol over og styrke i benene, særligt omkring hofterne og indersiden af lårerne. Derudover kan din baby have svære ved at bruge fødderne i underlaget. Du vil måske kunne se at din baby falder ind på fødderne, oftere står på tæer eller “krøller” fødderne sammen.

Ligeledes vil du ofte se at din baby læner sig krop langt ind over møblet. Det skyldes at din baby her fjerner vægtbæringen fra benene og flytter kropsvægten op i overkroppen. Dette vil vanskeliggøre barnets videre gang, da benene vil blive svære at kontrollere.

Milepæl 4

Bruger pincetgreb

Baby kan bruge pincetgreb - 8-10 måneder

Den finmotoriske udvikling starter allerede fra spædbarnsalderen. I takt med at baby bliver ældre og bruger sine hænder mere specialiseret, så bliver finmotorikken mere kompleks og koordineret. I starten lærer baby at bruge hele sin hånd og gradvist gøre baby mere brug af sine fingre.

Ved 10 måneders alderen begynder din baby at bruge sit pincetgreb. Det er en vigtig del af den finmotoriske udvikling, hvor baby lærer at bruge sin tommelfinger og pegefinger sammen, til at kunne gribe om små genstande. Dette kunne f.eks. være små stykker mad, perler eller små legetøjsdele.

Pincetgrebet er medvirkende til at baby lærer at styre de små muskler i både hænder og fingre. Disse er vigtigt når din baby skal lære at tage tøj på, åbne en lynlås, spise med bestik, børste tænder mm. Du kan støtte den finmotoriske udvikling og træningen af pincetgrebet ved, at lade din baby lege med små genstande (selvfølgelig under opsyn) og spise selv med sine fingre (f.eks. skal kunne tage små ærter eller lignende op fra tallerkenen).

Gode øvelser med video til din baby og dig (8 - 10 måneder)

Herunder kan du finde inspiration til 3 øvelser, der er gode at lave med din baby på 8-10 måneder. Disse øvelser hjælper din baby til, at kunne lære at kravle med symmetrisk krydsmønster samt få lige vægtbæring over begge sider af kroppen, når baby skal komme ind og ud af den siddende stilling. Derudover vil du kunne lære din baby at komme op til stående med god kvalitet.

Øvelse 1

Kravl hen over underben (motiver til kravl)

Når din baby har lært at krybe og begynder at få meget fart på krybet (det er både med symmetrisk krydsmønster, ensidigt kryb eller midterkryb), så kan det være din baby er klar til at få mere modstand på bevægelsen.

Hvis din baby enten kryber ensidigt eller med midterkryb (trækker med begge arme og ben samtidig) så vil denne øvelse også kunne hjælpe til at få mere symmetrisk krydsmønster ind i bevægelsen.

Når øvelsen udføres så husk at udføre den på et skridsikkert underlag og din baby skal have bar hud på benene. Det vil nemlig hjælpe din baby til bedre at kunne stå fast i underlaget og derfor bruge sin kræfter til at komme hen over dit underben, samt nemmere blive stående i en kravlestilling.

Tryk på linket for at se en udførlig video af øvelsen. Læs ligeledes mere om hvordan du skal gøre og hvad øvelsen understøtter hos din babys motoriske udvikling.

Øvelse 2

Komme ind og ud af siddende

Omkring 8 måneders alderen vil din baby begynde selv at komme ind og ud af siddende på gulvet. Dette sker tit i forbindelse med at din baby har lært at stå i en kravlestilling og eventuelt kravle afsted.

Når din baby skal sidde selvstændigt på gulvet, så er det vigtigt at din baby har en god stabilitet omkring sin rygsøjle samt har muskelstyrke til at kunne holde sig oprejst i stillingen uden at spænde uhensigtsmæssigt op eller falde sammen i ryggen. Derudover skal din baby kunne regulere sin krop, således at din baby kan ændre lidt på sin stilling uden at vælte.

Nogle babyer har brug for at træne både den selvstændige siddende stilling, samt hvordan baby kommer ind og ud af den siddende stilling. Her er denne øvelse optimal at lave med din baby. Det er ligeledes vigtigt at din baby kan komme ind og ud af stillingen hen over begge sider, da dette træner vægtbæringen hen over hver hofte, samt muskelstyrken omkring hele coremuskulaturen.

Hvis din baby altid kommer ind og ud af siddende hen over det samme ben eller laver tarzankravl, så er denne øvelse også god til at udligne denne forskel i muskelstyrken.

Tryk på linket for at se en udførlig video af øvelsen, samt læse mere om hvilke ting og bevægelser du skal være særligt opmærksom på.

Øvelse 3

Rejse sig gennem frierstilling

Fra 9-10 måneder vil din baby begynde at rejse sig op ved støtte til møbler eller lignende. Her vil mange babyer forsøge at komme op til stående ved at trække sig op i armene. Dog er det ikke så hensigtsmæssigt, da det fjerner vægtbæringen fra babys ben og flytter babys vægt op i overkroppen. Dette kan medvirke til, at din baby får svære ved at kontrollere sine ben i både den stående og gående stilling.

For at din baby lærer sine ben optimalt til at rejse sig op, skal din baby rejse sig op gennem en “frierstilling”, hvor det ene underben bliver i underlaget og det andet ben står med foden i gulvet, så knæet peger lige frem i luften.

Det er dog vigtigt at din baby skifter mellem hvilket ben der kommer op i frierstillingen, da baby ofte har mest vægtbæring hen over det ben der bliver liggende i underlaget.

Tryk på linket og se en udførlig video af hvordan en frierstilling ser ud og hvordan du guider din baby til at bruge denne stilling til at rejse sig op med. Øvelsen er også god til at lære din baby at bruge det modsatte ben end vanligt.

10 til 14 måneder - Baby og Motorik

Her kan du læse mere omkring motorisk udvikling hos din baby i alderen 10 - 14 måneder. Her præsenteres først en liste over milepæle og herefter bliver der gået mere i dybden med de enkelte milepæle.

Baby og Motorik fra 10 til 14 måneder

De vigtigste milepæle fra 10 - 14 måneder

- Går sidelæns ved møbler
- Går uden støtte

Milepæl 1

Går sidelæns ved møbler

Baby går sidelæns ved møbler - 10 til 14 måneder

Din baby vil ofte begynde at gå sidelæns gang ved møbler som 10-12 måneder gammel. Dette er en rigtig vigtig del af den motoriske udvikling til, at kunne gå med god kontrol af sine ben. Inden din baby begynder at gå lige ud, er det vigtigt først at gå sidelæns med støtte. Det skyldes, at din baby her opbygger afgørende styrke omkring sine hofter, på indersiden af lårene og omkring fødderne. Det er bl.a. her, din baby lærer at kunne flytte sin vægt fra midten af kroppen og hen over det ene ben.

For at man skal kunne gå lige ud uden støtte, skal vi lære at kunne stabilisere os på ét ben af gangen. Her er den forskudte vægtbæring meget vigtigt. Når din baby skal gå sidelæns, flyttes hele kropsvægten hen over benet på den side baby går til. Herfra kan det modsatte ben løftes frit fra underlaget, så din baby tager et skridt til siden. Gradvist kan din baby nu gå fra side til side, gå rundt om en vinkel, dreje sig rundt med støtte og begynde at komme ind og ud af huksiddende efter varierende højder.

Hvorfor jeg ikke anbefaler en gåvogn

Det er ikke min anbefaling, at din baby går ligeud med en gåvogn, inden din baby kan gå selv uden støtte. Det skyldes, at din baby her ofte vil blive ført fremad uden at kunne kontrollere sine bevægelser, særligt i underkroppen.

Når din baby går fremad med en gåvogn, så vil babys overkrop ofte være placeret foran benene. Det skaber en unaturlig erfaring for hvor din babys tyngdepunkt skal ligge. Når vi selv går, har vi overkroppen placeret lige hen over benene. Her er vores tyngdepunkt placeret i den nederste del af maven, som gør, at vi kontrolleret kan flytte benene frem. En gåvogn lærer din baby at benene kan blive trukket ben frem, i stedet for at få et godt fodfæste og en opspænding omkring underkroppens led.

Hvis din baby selv skubber rundt på stole, skamler, kasser eller lignende er det en anden sag. Her er det din baby der skal lære at ligge tilstrækkeligt kraft i genstande, for at få den til at bevæge sig. Samtidig vil din baby også kunne skifte retning, da genstanden lægger op til, at din baby kan gå rundt om den og skubbe fra en ny side. Din babys overkrop vil måske være ført let frem foran benene, men din baby skal spænde op i sin coremuskulatur for at kunne flytte rundt på genstanden, samtidig med at fødderne føres kontrolleret fremad.

Milepæl 2

Går uden støtte

Baby går uden støtte - 10 - 14 måneder

Når din baby er mellem 12-14 måneder vil det forventes at din baby kan gå selvstændigt uden støtte. Dette betyder samtidig at din baby kan gå fremad uden støtte, kan bremse bevægelsen uden at vælte samt kan sætte sig i huk og rejse sig igen uden støtte. Det er vigtigt at huske på, at hvis din baby har taget lidt længere tid om at nå tidligere motoriske milepæle, så vil kunne tage længere tid for din baby at lære at gå uden støtte. Hvis din baby er over 15 måneder og ikke går uden støtte endnu, så skal du være opmærksom på, hvordan din baby ellers bruger sin krop.

Du kan være opmærksom på, om din baby trækker sig op til stående i armene eller om din baby har svært ved at stå på en flad fod med lige støtte over hele foden.

Det er dog vigtigt at huske på at baby er meget forskellige og bygger sin videre motoriske udvikling og på tidligere erfaringer. Selvom din baby er fyldt 14 måneder og endnu ikke tager selvstændige skridt, er det vigtigt at se på kvaliteten i babys gang ved møbler. Hvis ikke din baby kan komme kontrolleret til huksiddende eller gå sidelæns gang mellem møbler, kan du med fordel opsøge en specialiseret børneterapeut for en vurdering af din babys styrke og stabilitet i kroppen.

Gode øvelser med video til din baby og dig (10 - 14 måneder)

Herunder finder du 3 gode øvelser for din baby på 12-14 måneder som skal lære din baby at tage selvstændige skridt uden støtte samt komme selvstændigt til stående.

Øvelse 1

Gå mellem møbler

Din baby vil begynde at kunne gå sidelæns gang omkring 9-10 måneders alderen. Det er vigtigt at din baby først går sidelæns gang inden baby begynder at gå ligeud. Det skyldes at din baby her træner at flytte sin vægtbæring hen over benene. Derudover træner din baby særligt musklerne på indersiden af lårene og omkring hofterne, som er afgørende for at din baby har en god stabilitet og kontrol over sine ben.

Hvis din baby starter med at gå ligeud (f.eks. med en gåvogn eller med dig i hænderne), så vil det ofte resultere i, at din baby flytter sin vægt op i overkroppen samt lader overkroppen komme ud over benene. Her vil din baby fjerne vægtbæringen fra sine ben, hvorfor benene ofte “følger/slæbes med” uden at de bliver placeret kontrolleret i underlaget.

Når din baby skal lære at gå selvstændigt uden støtte, så starter baby med at stå oprejst og flytte vægten ud over det ene ben (uden at tage et skridt). Når din baby har styr på dette, så begynder baby at tage sidelæns skridt. Herefter vil din baby øve sig i at give mere slip på sine omgivelser. Det er her, nedenstående øvelse kommer i spil.

Tryk på linket og se en udførlig video af hvordan din baby skal lære at gå sidelæns og gradvist give mere slip på sine omgivelser. Her vil du også kunne læse en mere detaljeret beskrivelse af øvelsen samt formålet med denne.

Øvelse 2

Komme selvstændigt til fritstående

I perioden hvor dit barn begynder at øve at gå mere selvstændigt (giver mere slip på sine omgivelser), så vil vi ofte se, at barnet ligeledes begynder at søge at rejse sig selvstændigt op til fristående. Dog kan det varierer hvornår og i hvilken rækkefølge dit barn øver sig på gående og komme til fristående i.

En indikation for at dit barn øver sig op at rejse sig selvstændigt op, er at dit barn begynder at stå med hænder og fødder i underlaget mens numsen stritter op mod loftet. Nogle gange vil du også se at dit barn begynder at stå og bukke meget i sine ben (sætte sig ind og ud af huk-siddende).

Tryk på linket for at se en udførlig video om, hvordan du lærer dit barn at rejse sig op selvstændigt til fritstående. Læs ligeledes mere om hvordan øvelsen udføres og virke ting du skal være opmærksom på.

Øvelse 3

Gå uden støtte

Mange børn vil begynde at tage sine første selvstændige skridt uden støtte når barnet er mellem 12-14 måneder. Når dit barn skal lære at gå selvstændigt uden støtte er det vigtigt, at dit barn har en god stabilitet og vægtbæring i sine ben. Dette vil gøre, at dit barn kontrolleret kan løfte og flytte sit ben fra for at tage et skridt. Dit barn skal her også have en god balance så barnet kortvarigt kan stå på et ben og regulerer sin krop for at vægten bliver flyttet fra midten af kroppen og lidt frem foran hofterne.

Hvis dit barn ofte gerne vil gå med dig i hænderne (særligt med armene løftet over hovedet) eller gå med en gåvogn, så kan det være et udtryk for, at dit barn har svært ved få sin vægtbæring hen i benene.

Tryk på linket for at se en udførlig video af hvordan du bedst støtter dit barn til at kunne tage selvstændige skridt uden støtte. Læs mere om hvordan øvelsen udføres og hvordan du gradvist gør dit barn mere tryg og stabil i øvelsen.

Kontakt mig

Hvis du er i tvivl om hvorvidt din baby har udfordringer i sin motoriske udvikling, er du altid velkommen til at kontakte mig for en uformel snak. Find mine kontaktoplysninger her. Derudover kan du finde flere videoer med inspiration til din baby og barn motoriske udvikling, sansebearbejdning samt en masse inspiration til tummel og leg i hjemmet.

Book tid hos Karina

Vil du høre mere om behandlingerne?

Ring til mig eller send en mail. Ring på 51 53 54 55 eller skriv til karina@boernefysioterapeut.dk.