Praktisk Guide til Gravide
Her får du en praktisk guide til graviditeten: Alt om lægebesøg, kosttilskud, vandrejournal og scanninger - overskuelig information til dig, der venter barn.

Karina Køppen
Børnefysioterapeut - Aarhus

At blive gravid er en livsændrende oplevelse, og graviditeten er fyldt med både store og små forandringer – fysisk, psykisk og følelsesmæssigt. I Danmark får du som gravid adgang til et omfattende offentligt forløb, men der findes også private tilbud, som kan supplere med ekstra scanninger, rådgivning og tryghed. Denne guide giver dig et detaljeret uge-for-uge overblik over, hvad der sker i graviditeten, hvilke tilbud du har, og hvad du kan være opmærksom på.
Artiklen er inddelt i hvad du bør være opmærksom på i de forskellige graviditetsuger. Man tæller graviditetsuger sådan: det første tal er fulde uger, og det efter + er ekstra dage. Så 17+2 betyder, at du har gennemført 17 fulde uger og er 2 dage inde i uge 18.
Du kan bruge artiklen til at danne dig et hurtigt og udførligt overblik over, hvad der sker og hvad du skal gøre i de forskellige uger af graviditeten. Ligeledes har du mulighed for at kigge fremad, så du kan forberede dig på, hvad der sker de kommende uger.
Praktisk Information om Graviditet: Uge efter Uge
Vælg din alder på din baby og bliv klogere på de praktiske gøremål.
Uge 1 - 4
Den usynlige begyndelesfase
I denne fase er befrugtningen sket, men de fleste opdager ikke graviditeten så tidligt. På nuværende tidspunkt, er der derfor ingen offentlige rutinemæssige aftaler eller andet, du skal forholde dig til.
Hvis du på nuværende tidspunkt er bevidst om din graviditet, kan du igennem det private bestille en blodprøve, hvor niveauet af hCG måles (graviditetshormon), som vil kunne be- eller afkræfte en mulig graviditet. Dette sker ofte i forbindelse med en fertilitetsbehandling. Du vil også kunne tage en tidlig graviditetstest, som er beregnet til at kunne afklare eventuel graviditet allerede 6-8 dage efter din ægløsning.
Folsyre tilskud
Hvis du planlægger en graviditet, anbefaler Sundhedsstyrelsen, at du allerede 3 måneder inden graviditet begynder at tage folsyre (400 µg dagligt) vitamin. Folsyre kaldes også for folat og vitamin B9.
Grunden til at man skal tage folsyre inden en graviditet og i de første 12 uger af graviditeten, skyldes at det forebygger alvorlige fosterskader i både hjerne og rygmarv.
Opgaver til dig som gravid i uge 1-4
Du kan klikke på hver opgave for at markere den som fuldført.
Uge 5 - 7
Graviditet bekræftet
I denne fase opdager du, at din menstruation er udeblevet og en graviditetstest vil nu kunne bekræfte en graviditet. Vær opmærksom på, at hvis dit hCG niveau (graviditetshormon) er lavt, så kan stregerne på en graviditetstest fremstå meget svage. Dette kan skyldes at du endnu ikke er så langt i din graviditet, hvorfor hCG niveauet fortsat er lavt. Over de næste par dage vil stregerne på en graviditetstest blive gradvist mere tydelige, i takt med at dit hCG niveau stiger.
Hvor langt du er i din gravidtet beregnes nu ud fra første dag i din sidste menstruation. Ved første scanning, bliver den mere specifikke terminsdato bestemt.
Kontakt egen læge
Du kan nu kontakte egen læge for at bestille en tid til din første graviditetsundersøgelse, som foregår hos din egen læge. Disse undersøgelser planlægges som regel i uge 6-10 af din graviditet (5+1 og frem til 9+6). Det er under denne undersøgelse, at du får oprettet en vandrejournal (den famøse gule kuvert). Det er denne vandrejournal du fysisk skal have med til de efterfølgende jordemoder og lægebesøg i løbet af din graviditet. Den skal ligeledes medbringes til din fødsel.
Opgaver til dig som gravid i uge 5 - 7
Du kan klikke på hver opgave for at markere den som fuldført.
Uge 7 - 10
Første lægebesøg
Nu kommer det første lægebesøg. Her udarbejdes din vandrejournal, som er et centralt dokument for dit forløb igennem hele din graviditet. Herefter vil du skulle igennem et helbredstjek, som b.la. indebærer at få taget blod- og urinprøver, hvor de kan se din generelle helbredsstatus samt om der er mangel på vitaminer.
Derudover vil du få tjekket dit blodtryk og muligvis blive vejet, for at kunne følge din vægtudvikling igennem graviditeten. Til dette møde, vil lægen også spørge om datoen for din sidste menstruation første dag, for at kunne beregne graviditetslængden.
Lægen vil også være interesseret i at drøfte dit generelle helbred, mulige arvelige sygdomme samt sociale – og arbejdsmæssige forhold. På baggrund af lægebesøget, vil du blive vejledt i kosttilskud og livsstil. Derudover vil din læge sende dine informationer videre til dit valgte fødested, som herefter vil indkalde dig til 1. trimesters scanningen (nakkefoldsscanningen). Hvis du allerede har ønsker om en mulig hjemmefødsel, vil du kunne udtrykke dette her.
Via din blodprøve vil din og babys blodtype blive undersøgt. Hvis moderen er rhesus-negativ, vil der foretages en ny blodprøve i uge 25, for at teste om babyen er rhesus-positiv (f.eks. hvis far til baby har denne blodtype). Dette er vigtigt at teste, da mor kan danne antistoffer imod babys blodtype.
Det har ikke stor betydning for den nuværende graviditet/første graviditet med en baby med rhesus-positiv, men det er væsentlig for en efterfølgende graviditet, hvis det nye foster også har blodtypen rhesus-positiv. Her vil mors antistoffer nemlig kunne anbringe det nye fosters blodlegemer. Du kan læse mere om dette under uge 22-27.
Jerntilskud fra uge 10
Fra uge 10 (9+1-6) anbefales det at tage jern vitaminer og gøre det resten af graviditeten. Dog vær opmærksom på, at du ikke bør tage det på samme tidspunkt af dagen som du indtager folsyre de næste 3 uge (uge 10-13). Jern anbefales, da den gravides blodvolume stiger kraftigt med op til 50 % under graviditeten, og røde blodlegemer består i stor grad af jern (de blodlegemer der transporterer ilt rundt i kroppen).
Det anbefales at tage jerntilskuddet på en tom mave, f.eks. inden sengetid eller mellem måltider. Derudover anbefales det at tage jerntilskud sammen med c-vitamin (f.eks. med et glad appelsinjuice), da det øger optagelsen af jern. Derimod vil mejeriprodukter, kaffe, te og kalktilskud hæmmes optagelsen af jern.
Opgaver til dig som gravid i uge 7 - 10
Du kan klikke på hver opgave for at markere den som fuldført.
Uge 11 - 14
1. trimester scanning (nakkefoldsscanning)
Fra uge 11 (10+1) til uge 14 (13+6), tilbyder det offentlige system en 1. trimester scanning. Det er denne scanning mange kender som “nakkefoldsscanningen” eller “12 ugers scanningen”. Ved scanningen ses der efter liv og antallet af fostre. Fosteret måles og din terminsdato bliver fastlagt. Hvis der er tvillinger, bliver det vurderet, hvilken type tvillinger de er (en- eller tveægget).
Hvis du ønsker det, er det derudover muligt for at få lavet en risikovurdering for kromosomafvigelser. Risikovurderingen laves ud fra tykkelsen af fosterets nakkefold og sammenholder med din blodprøve (som er taget ved lægebesøget i uge 7-10) og den gravides alder. Scanningen viser ikke, hvorvidt fosteret har kromosomafvigelser eller ej, men laver blot en sandsynlighedsberegning. Scanningen foregår på dit valgte fødested og varer mellem 30 min til 1 time og du får svar undervejs i scanningen.
Hvis scanningen viser en øget sandsynlighed for kromosomafvigelser, bliver du igennem det offentlige tilbudt en moderkageprøve for at undersøge det yderligere. Her har du også mulighed for selv at tilkøbe en undersøgelse kaldet NIPT (non-invasiv-prænantal-test) ved en privat scanningsklinik. Dette er et tilbud og ikke noget du skal gøre.
Ved afslutningen af scanningen bliver der ofte planlagt tid til den næste scanning, misdannelsesscanningen, som foregår mellem uge 18-20 (17+1 - 19+6). Du vil også i denne periode modtage din første indkaldelse i e-boks til jordemoderbesøg, som vil finde sted i en af ugerne 14-18.
Registrere medforældre
Du kan allerede fra uge 12 registrere en medforældre. Dette kan være hvis der er en medmor, medfar eller sæddonor. Hvis du er gift med din partner, både af samme eller modsatte køn, så bliver din partner automastisk registreret som medforældre. Hvis I ikke er gift skal du fra uge 12 og frem til fødslen registrere medforældren via borger.dk. Du kan også gøre dette efter fødslen, dog kan der forekomme længere ventetider her.
Opgaver til dig som gravid i uge 11 - 14
Du kan klikke på hver opgave for at markere den som fuldført.
Uge 14 - 17
Første jordemoderkonsultation
Imellem uge 14-18 skal du til din første jordemoderkonsultation. Her vil du blive indkaldt via din eboks. Formålet med konsultationen er at møde din primære jordemoder under graviditeten, dog kan dette varierer en smule under graviditetsforløbet hos jordemoderen. Der sættes ca 45 minutter af til hele konsultationen. Her vil jordemoderen få et indblik i din graviditet og om graviditeten udvikler sig normalt. Jordemoder kan også spørge dig/jer ind til dine/jeres tanker om det kommende barn, rollen som forældre, eventuelt tidligere graviditeter eller fødselsoplevelser, sygdomshistorik og lignende.
Hvis du har en partner, kan det være en fordel at deltage begge to, da der også skal bruges oplysninger om partneren. Under konsultationen vil du ligeledes få målt dit blodtryk og din mave undersøges, for bl.a. at vurdere hvor stor din livmoder er på nuværende tidspunkt. Der vil også blive lyttet til babys hjerte.
Som kommende forældre, er du/I altid velkommen til selv at bringe emner op, som I finder relevante at snakke om.
Privat kønsscanning
Hvis du ønsker at vide babys køn vil dette blive undersøgt og fortalt til misdannelsesscanningen i uge 18-20 (17+1 - 19+6). Hos private scanning udbydere vil du kunne booke en privat kønsscanning fra uge 14.
Opgaver til dig som gravid i uge 14 - 17
Du kan klikke på hver opgave for at markere den som fuldført.
Uge 18 - 20
2 trimester scanning
Mellem uge 18 og uge 20 (17+1 - 19+6) skal du til 2. trimester scanning. Denne scanning kaldes også for misdannelsesscanning eller 20-ugers scanning. Den tager ca. 40 minutter men ved avancerede scanninger eller scanninger af tvillinger kan det tage længere tid. Under scanningen bliver fosteret undersøgt grundigt.
Her scannes både for misdannelser på kropslegemer og organer hos fosteret. Derudover vurderes fosterets vækst og moderkagens placering. Hvis du/I ønsker at vide babys køn, vil dette også blive undersøgt og fortalt her. Hvis der ved scanningen findes øget risiko for kromosom-afvigelser, misdannelser eller andre tegn på sygdom hos fosteret, vil du/I blive tilbudt en eller flere opfølgende undersøgelser ved en læge. Disse skal be- eller afkræfte mistanken om ovenstående.
Aktiv baby hvor bevægelse kan mærkes
Det er fra uge 20 mange gravide vil begynde at kunne mærke baby bevæge sig. Hvis du tidligere har været gravid kan babys bevægelser måske mærkes før. Hvis din moderkage er placeret fortil (ud mod din navle), så vil der kunne gå længere tid før du kan mærke din baby bevæge sig.
Opgaver til dig som gravid i uge 18 - 20
Du kan klikke på hver opgave for at markere den som fuldført.
Uge 22 - 27
Andet lægebesøg
Du skal i denne periode selv tage kontakt til egen læge og få bestilt tid til din 2. undersøgelse hos egen læge. Denne undersøgelse ligger som regel i uge 25. Formålet med denne undersøgelse, er at måle og veje din krop. Derudover tager lægen dit blodtryk for løbende at følge dette, samt lave en generel vurdering af dit samlede helbred og se om der er tegn på graviditetssukkersyge og svangerskabsforgiftning.
Derudover undersøger lægen også babys udvikling og tjekker op på livmoderens størrelse, skønner babys vægt og sikre hjertelyd samt god bevægelse hos baby. Lægen kan også tage blodprøver til denne undersøgelse, hvis dette vurderes nødvendigt.
Det er i denne undersøgelse ved egen læge, at baby blodtype bestemmes hvis mors blodtype er rhesus-negativ. Hvis mor er rhesus-negativ og baby er rhesus-positiv, kan det betyde, at moren kan danne antistoffer mod fosterets blod. Det kaldes en rhesusimmunisering og kan betyde, at fosteret kan få blodmangel, især ved efterfølgende graviditeter. Hvis det er tilfældet, at mor og fosteret har disse blodtyper, tilbydes mor en indsprøjtning med antistof i uge 29 for at forebygge blodmangel hos fosteret og efter fødslen for at forebygge mod næste graviditet.
Opgaver til dig som gravid i uge 22 - 27
Du kan klikke på hver opgave for at markere den som fuldført.
Uge 28 - 32
2. jordemoder besøg
Omkring uge 29 finder 2. jordemoderbesøg sted. Tidspunkt for denne konsulation er ofte planlagt sammen med dig/jer ved sidste jordemoderbesøg. Denne konsultation varer ca. 20 minutter og du skal nogen steder selv medbringe en urinprøve, andre steder foretages det på stedet. Du vil derudover også få målt dit blodtryk og have en snak om, at mærke liv inde i maven nu.
Husk at medbringe din vandrejournal. Til denne samtale vil jordemoder også spørge indtil dine/jeres tanker omkring amning/flaske. Det kan derfor være rart, at have taget stilling eller snakket om det inden denne konsultation.
Tag stilling til stamcelleopsamling ved fødslen
Derudover skal du/I tage stilling til hvorvidt I ønsker stamcelleopsamling fra navlestregen ved fødslen. Stamcellerne fra babys navlestreg (blodet og/eller vævet fra navlestregen) kan bruges i behandlinger af mange forskellige sygdomme. Du/I kan enten betale et større engangsbeløb eller faste månedlige betalinger i omkring 36 efterfølgende måneder. Opsamlingen af stamceller fra din babys navlestreg planlægges med private udbydere, og skal foretages lige efter fødslen.
Kontakt egen læge for booking af 3 lægeundersøgelse
Du skal i denne periode kontakte din egen læge, for at booke tid til det 3. og sidste lægeundersøgelse. Denne lægeundersøgelse minder om den sidste du var til. Her bliver der igen tjekket hjertelyd, udvendig undersøgelse af baby, måle blodtryk og have en generel snak om hvordan graviditeten går.
Giv din arbejdsplads besked om graviditeten
Din arbejdsplads har krav på at blive informeret om din graviditet senest 3 mdr. før terminsdatoen, dvs. i uge 28. Som medforældre skal du give besked senest 4 uger inden det forventes at medforældren begynder sin barselsperiode.
Opgaver til dig som gravid i uge 28 - 32
Du kan klikke på hver opgave for at markere den som fuldført.
Uge 33 - 36
Forberedelse til fødsel
Fra uge 33 til uge 36 er der flere praktiske ting, du skal tage stilling til.
3 jordemoder besøg
I denne periode skal du til dit 3 jordemoderbesøg. Her vil der som de forrige gange også lyttes til babys hjerterytme, mærkes på din mave og undersøge din urin via en urinprøve enten lavet lige forinden din konsultation eller hjemmefra. Derudover vil konsultationen omhandle din kommende fødsel. I kan her snakke om at lave en fødselsplan samt snakke om hvilke smertelindrende tiltag der er mulige under fødslen.
RS-vaccine
Fra uge 32 til uge 36 af din graviditet er det muligt at få en vaccine for at forebygge at din baby skal blive syge med RS-virus efter fødslen. Det er særligt babyer under 6 måneder som kan blive meget syge med bl.a. vejrtrækningssudfordringer. Derudover er det særligt i de kolde måneder af året (efterår og vinter) hvor babyer under 6 måneder er ekstra udsatte overfor virussen. Vaccinen koster i alt 2000 kr. Fra efteråret 2025 vil alle gravide kunne blive tilbudt vaccinen gratis. Vaccinen foregår ved din egen læge.
Fødselsforberedelse
Hvis du og eventuelt din partner ønsker at gå til fødselsforberedelse er denne periode et godt tidspuntk at begynde på det. Du kan både komme til offentlige fødselsforberedelser på dit fødested samt i privat regi. Disse fødselsforberedelser vil i det offentlige foregå i hold og i privat regi kan det ligeledes foregå på små hold eller ved en-til-en sessioner.
Pakke hospitalstasken og begynde reddebyggeriet
I takt med at fødslen nærmere sig, kan du/I med fordel begynde at pakke en taske til hospitalet med alt det essentielle. Der er mange gode og udførlige lister online, som du/I kan få inspiration fra. Det kan samtidig føles rart at starte “reddebyggeriet” så babys seng sættes frem, babys kommende tøj er blevet vasket mm.
Opgaver til dig som gravid i uge 33 - 36
Du kan klikke på hver opgave for at markere den som fuldført.
Uge 37 - 40
Klar til fødsel, de sidste jordemoderbesøg
Du er nu gået i gang med din terminsperiode og fødslen kan ske når som helst. Du vil blive tilbudt en jordemoderkonsultation i uge 37, som har til formål at undersøge dig og din baby. Hvis du ikke har født endnu, vil du også blive tilbudt en konsultation i uge 39. Hvis det er din første graviditet, vil du igen blive tilbudt en konsultation i uge 41 hvor I her snakker om den sidste del af din graviditet og eventuelt behov for igangsættelse.
Opgaver til dig som gravid i uge 37 - 40
Du kan klikke på hver opgave for at markere den som fuldført.
Uge 40 - 42
Jordemoderbesøg og eventuelt igangsættelse
I uge 41, vil du blive tilbudt en jordemoderkonsultation, som vil undersøge dig og baby samt snakke om det videre forløb og dine muligheder hen imod fødslen. Hvis du har en lavrisiko fødsel i vente og din krop ikke selv viser tegn på at gå i gang, vil du blive tilbudt en igangsættelse i uge 41+5 eller 41+6. Det er dit valg som fødende om du ønsker en igangsættelse og du vil blive fulgt nøje og vejledt af sundhedspersonale.
En igangsættelse kan foregå på flere forskellige måder. Hvis din fosterhinde er synlig for jordemoderen, så vil du kunne få foretaget en hindeløsning. Dette sker ved at der prikkes hul på fosterhinderne, for at provokere kroppen til selv at skabe veer.
Derudover vil du kunne blive tilbudt angusta piller, som er et lægemiddel der blødgøre livmoderhalsen og stimulerer livmodersammentrækninger (veer). Her vil du komme til en undersøgelse hos en jordemoder for at se hvor din fødsel er på vej af sig selv. Hvis ikke får du udleveret i alt 8 piller som skal tages hver 2 time (indtil din fødsel eventuelt begynder). Der er også andre igangsættende tiltag som din jordemoder kan foreslå.
Opgaver til dig som gravid i uge 40 - 42
Du kan klikke på hver opgave for at markere den som fuldført.
Information
Andre gode tips
Du kan under hele din graviditet bestille tid til skanninger i den private sektor hvis du har lyst. Der vil det også være muligt at se baby i 3D.
Hos nogle forsikringsselskaber tilbyder de en ”graviditetsforsikring” fra uge 21, som b.la. kan bruges på psykologhjælp hvis der opstår en vanskelig situationer og hjælp til hjemmet hvis graviditeten giver gener. Tag kontakt til dit forsikringsselskab og forhør om de har en forsikring, hvad den indeholder og prisen på den hvis dette er relevant for dig.
Mange supermarkeder og børnebutikker tilbyder ’baby pakker’, som gratis kan bestilles online og hentes i butikkerne. Disse pakker kan indeholde bleer, sutter, vådservietter, babyolie osv.
Det kan være rart at følge sin graviditet på en app, hvor man kan se hvor langt man er henne, få gode løbende råd m.m. Her er nogle bud – preglife eller mingraviditet.
Under hele graviditeten har du løbende aftaler med sundhedsvæsenet og derfor kan det være rart at have en platform hvor alle aftaler er skrevet ind. Derfor kan du downloade appen ”Mine aftaler” og holde overblikket.
Inde på borger.dk kan du lege med at planlægge din/jeres barsel og skabe overblik over hvordan du/I ønsker den skal sammensættes. Hvis du skal på barsel, kan du søge om barselsdagpenge hos Udbetaling Danmark. Ansøgningen foregår digitalt via borger.dk, hvor du logger ind med MitID.
Som udgangspunkt skal du søge senest 8 uger efter din barselsorlov begynder, ellers kan du miste retten til dagpenge for den periode. Er du lønmodtager, vil din arbejdsgiver ofte indberette oplysningerne først, hvorefter du får besked om at udfylde din del af ansøgningen. Er du selvstændig eller ledig, skal du selv indsende alle oplysningerne fra start. Det er vigtigt at gemme dokumentation, fx din arbejdsplan eller fødselsattest, hvis Udbetaling Danmark efterspørger det.